Hjælp til aids-ramte familier på Afrikas Horn
Torsdag, 12. januar 2012 09:15
Østafrika er ramt af den værste tørke i over 60 år. 12 millioner mennesker mangler vand og mad. Takket være den hurtige respons og fine gaver fra vore givere kan Børnemissionen gennemføre en målrettet indsats i Kenya. Sammen redder vi liv!
I årtier har den vedvarende tørke i Kenya påvirket befolkningen, men nu har mere end fire år uden regn og totalt mislykket høst medført katastrofale følger. I 2011 blev cirka 3.750.000 mennesker i landet akut påvirket af hungersnød. Antallet stiger med en øget strøm af flygtninge fra Somalia. Den allerede kritiske situation forventes forværret under høsten, og de allerede udsatte mennesker, med mangelsygdomme, infektioner og diarre, bliver svagere og svagere.
På Tei Wa Yesu Helse- og familieomsorgscenter i byen Fai er der 120 Aids-patienter og der bor 75 forældreløse børn på et tilstødende børnehjem. Gennem samarbejdet med den tyske hjælpeorganisation Humedica tilbyder Børnemissionen pleje til disse patienter.
Vi hjælper også deres nødlidende familier i den udsatte provins Mwingi i det østlige Kenya. En familie består af ca. 6-8 personer og mange af husstandende er helt afhængige af madleverancerne. Pakken med mad består af blandt andet mælkepulver, pulversuppe, majs, bønner og olie.
Over 1300 mennesker får hjælp gennem indsatsen.